For folk er den danske velfærdsstat blevet en selvfølge. Folk tager det forgivet og forventer at den kan hjælpe dem ud af alle deres problemer. Men kan staten virkelig holde til det forventningspres? Vi befinder os i en økonomisk krise, og vi står overfor spørgsmålet om, vi kan beholde den velfærdsmodel vi har idag, eller om vi er tvunget til at skifte den ud pga. vores egen egoisme?
Staten står overfor nogle problemer som den ikke før har skulle forholde sig til. Velfærdsmodellen er blevet bygget under forhold der ikke svare til virkeligheden og de forhold vi lever under idag.
Den demografiske udfordring er et problem som samfundet ikke før har skulle tage stilling til. Pga faldende fertilitet og den måde vores velfærdssamfund er indrettet på står vi idag overfor det problem, at der bliver flere ældre og færre arbejdskyndige. For at komme dette problem til livs kan vi privatisere, altså skubbe nogle af statens ydelser ud til private virksomheder, således at der skabe konkurrence. På denne måde får vi et større marked og en mindre stat. Endvidere forebygges det store forventningspres, som kreeres af borgernes selv, idet man forventer, at staten sørger for ens velfærd. Der er udviklet en tendens forlydende, at Danmark omfatter begrebet sikkerhedsnet. Spørgsmålet er om vi kan opretteholde dette sikkerhedsnet? Oven i det har vi den øgede individualisering som alt sammen leder op til spørgsmålet om, om det er på tide vi skifter velfærdsmodel?
Men, men, men! Selv hvis vi skifter velfærdsmodel, vil det så gavne os? I realiteten vil det ikke ændre så meget i længden, idet en ændring af velfærdsmodellen sådan set ikke vil skabe et økonomisk overskud men blot omfordeler pengene. Forskere har bekræftet dette.
Vi står i bund og grund overfor nogle alvorlige problemer. Der findes en række forskellige løsninger. Når vi snakker om den demografiske udfordring kan vi udvide arbejdsstyrken, og det kan vi gøre på forskellige måder som øget invandring og at få unge hurtigere ud på arbejdet.
